Livet på efterskolen

Ny hverdag, nye vaner, nye venner

Livet på en efterskole er på alle måder anderledes end det, du kender hjemmefra. Du er hele tiden sammen med dine venner, du får oplevelser for livet, du udvikler dig helt enormt på en enkelt år, og du skal selv vaske tøj og gøre rent.
Her kan du få et indblik i efterskolelivet på Magleby Fri- & Efterskole.

Introuge, gallafest, julefest og meget mere

På Magleby Fri- & Efterskole har vi en ret spændende hverdag, hvis vi selv skal sige det. Men i løbet af året kan du glæde dig til ture og oplevelser, som lige er lidt ekstra sjove!

Det er er fx introugen, introturen, julefest, gallafest og afslutningstur til Strynø, hvor du bliver rystet endnu tættere sammen med de andre elever på efterskolen og skaber minder for livet.

Se billeder og læs mere om vores ture, hverdag og arrangementer på Magleby Efterskole på Facebook.

Årlig udlandsrejse

Hvert år rejser efterskolen til udlandet. Det er forskelligt fra år til år, hvor vi tager hen. I 2019 går turen til Letland for 8. klasserne, og i 2020 skal 9. og 10. klasse til henholdsvis Portugal og Grækenland.

Weekender

En weekend på Magleby Fri- & Efterskole begynder fredag eftermiddag klokken 14:30.

Efterskoleeleverne fra hovedskolen på Langeland og Øhavslinjen på Strynø holder for det meste weekend sammen i Magleby.

I weekenderne sker der altid noget sjov og hyggeligt. Det kan fx være filmaften, cykeltur, udflugt, jagt, gaming, badetur, bålhygge, kniv-workshop, madweekend med treretters menu, svømmetur eller juleshoppetur.
De fleste weekender er det frivilligt, om du vil blive på skolen eller tage hjem, men vi anbefaler, at du bliver cirka hver anden weekend. Så du kan nemlig hænge ud med dine nye venner og få en masse fede oplevelser med hjem.

Der er fire blive-weekender om året, hvor du skal være på skolen. Det er typisk i forbindelse med forældredage og arbejdsdage.

Fritid

Du har fri om eftermiddagen, når du ikke har valgfag. Vi har næsten aldrig lektier for på Magleby Fri- & Efterskole, og derfor kan du bruge fritiden på at være sammen med dine venner, dyrke dine interesser eller cykle en tur til Bagenkop (med cykelhjelm!).
Når du er i Bagenkop, må du gerne købe slik, sodavand mv. Du må bare ikke tage det med tilbage på skolen.

Der er i mulighed for at gå til sport eller andre aktiviteter i de lokale klubber og foreninger, eller du kan træne i Bagenkop Familie Fitness.

Regler

Når du er en del af Magleby Fri- & Efterskole, er der en håndfuld regler, alle skal overholde, hvis vores fællesskab skal fungere. Vi har ikke mange regler på efterskolen, men dem vi har, mener vi til gengæld alvorligt.

  • Alkohol og stoffer er forbudt
  • Ingen slik, kage, sodavand mv. på skolens område (vi får dog hjemmebagt kage på fødselsdage)
  • Ingen mad på værelserne
  • Alle telefoner afleveres til kontaktlærer ved morgenmaden og udleveres igen 14:30
  • Rygning kræver skriftlig tilladelse fra forældre
  • Rygning foregår inden morgenmaden og efter 14:30 på rygeområdet i udkanten af skolens grund
  • Penge skal ikke opbevares på værelserne, men kan indsættes i elevbanken
  • Du skal have lås på dit skab
  • Du skal give besked, hvis du forlader skolens område
  • Du skal opføre dig ordentligt og respektfuldt – både på skolen og udenfor skolens område
  • Vi tolererer ikke mobning
  • Hent en voksen for at få hjælp og støtte, når du bliver ked af det, vred, frustreret, får hjemve eller andre svære følelser.

En typisk dag på efterskolen


7:00: Du står op

7:30 til 8:00: Morgenmad

8:00 til 8:30: Rengøring på værelser (udskolingselever gør rent på fællesarealer)

8:30 til 10:00: Undervisning

10:00 til 10.30: Pause med hjemmebagte boller og frugt

10:30 til 12:00: Undervisning

12:00 til 12:30: Frokost (varm mad)

12:30 til 13:00: Pause

13:00 til 14.30: Undervisning

14:45 til 15:00: Eftermiddags-te med rugbrødsmadder

15:00 til 18:30: Valgfag

18:30 til 19:00: Aftensmad

21:00 til 22:00: Aften-te (og slut med besøg på værelser)

22:00: Du skal være på dit værelse

22:30: Elektronik skal være slukket eller pakket væk