Øhavslinjen

For dig, som elsker sejlads og små fællesskaber

Øhav på Magleby Fri- & Efterskole er for dig, der drømmer om natur og efterskoleliv i et tæt, lille fællesskab. På Strynø får du nye venner og bliver en del af hverdagen på Øhavets Smakke- og Naturcenter, som er et kultur- og formidlingscenter. Du lærer at sejle, og hver uge dyrker du masser af vandsport som kajak, SUP og havsvømning.

Kom som du er og bliv en del af efterskolefamilien

Når du vælger et efterskoleår på Øhavslinjen, bliver du en del af et lille fællesskab i Magleby Fri- & Efterskoles større fællesskab.

Øhavslinjen har plads til 15 elever og tilbyder 8., 9. og 10. klasse. Det betyder, at alle lærer hinanden rigtig godt at kende – både i glade og pressede situationer. Der er tid til at tale med alle og knytte bånd, som kan vare resten af livet. Faktisk vil vi gå så langt som at sige, at de Øhavs-holdet bliver en slags ekstra familie.

Her er tryghed og plads til at være den, du er. Vi rummer og respekterer hinanden, og vi hjælper, støtter og hepper på hinanden. Både når det er svært, og når du har succes – på vandet, socialt eller i klasseundervisningen.

Ligesom på efterskolen på Langeland skal du være testet ordblind for at gå på Øhavslinjen. Vi har fuld fagpakke, og du afslutter 9. og 10. klasse med afgangsprøver (som på helt almindelige grundskoler). Læs om støtte til ordblinde på Magleby Fri- & Efterskole.

Bliv en del af den spændende hverdag på Øhavets Smakkecenter

Elever på Øhavslinjen bor, spiser, sover, bliver undervist og arbejder på Øhavets Smakke- og Naturcenter, som ligger lige ud til Strynø Havn. Centret har en elevfløj med køkken, spisesal, klasselokale og fællesrum, hvor vi holder til.
Derudover er Smakkecentret et kultur- og formidlingscenter, hvor besøgende kan bo, leje kajakker, opleve udstillinger om naturen, tage kurser, komme på sælsafari og meget mere.

Magleby Fri- & Efterskole har forpagtet centret, og det betyder, at vi er med til at stå for den daglige drift. Som elev er du en vigtig del af centrets hverdag.

Du er fx med til at stå for udlejning af kajakker, smakkejoller, teltpladser og shelters. Du hjælper med at give turister, lejrskoler og bryllupsgæster en god oplevelse. Du kender alt vores grej, og du er med til at sørge for, at der er styr på redningsveste, våddragter, windsurf-sejl, SUP-boards mv. Sammen med skolens to bådbyggere er du med til at vedligeholde centrets mange både, og hvis du har lyst, er du med til at arrangere og afholde aktiviteter for de besøgende, instruere kajak eller fortælle om Strynøs natur.

Det praktiske arbejde er en dejlig afveksling til klasseundervisningen og gør det lettere at se, hvordan du kan bruge de ting, du lærer i timerne, i virkeligheden. Du får brugt både hænder og hoved på nye måder, og når efterskoleåret er slut, har du en masse erhvervserfaring til dit fremtidige arbejdsliv. På Smakkecentret får du ansvar, men også en selvtillid, selvværd og fede oplevelser!

 


SUP, kajak, og sejlads – dyrk vandsport i timevis hver uge!

Øhavets Smakke- og Naturcenter ligger lige ved Strynø Havn og har masser af muligheder for at komme i eller på vandet. Vores både og udstyr er ikke kun for turister og besøgende, vi bruger det hver dag på efterskolen. Vi elsker at udnytte havet omkring Strynø, og derfor går der mange timer både i valgfag og fritiden med at dyrke vandsport, sejlads og andre maritime friluftsaktiviteter. Onsdag holder vi tidligt fri fra klasseundervisningen og tager ud og sejler lige efter frokost.

Vi råder over helnæsjoller, smakkejoller, Megin-joller, en motorbåd, kajakker, SUP-boards og den gamle pram, som plejede at sejle mellem Strynø og Strynø Kalv. Derudover har vi alt, hvad du skal bruge af udstyr i form af våddragter, redningsveste osv. I løbet af året har du mulighed for at tage IPP 2-certifikat til kajak.

Hvis du sejler i forvejen, er du velkommen til at tage dit eget udstyr med, og der er plads til, at du kan have din jolle liggende i havnen. Du er også meget velkommen, hvis du ikke har sejlet før. Det er muligt at tage duelighedsbevis i løbet af året, så du har styr på navigation, vejr og vind og selv kan sejle smakkejollerne.

Brætspil, cykelture og et anderledes efterskoleår

Det sker, at vi hverken sidder på skolebænken, er på vandet eller hjælper til i Smakkecentret. Så hygger vi os med at spille brætspil, cykle en tur eller tage til Langeland. Øhav er mange af de ting, et almindeligt efterskoleår også er: venskaber, hygge, fællesskab, kærlighed og oplevelser for livet – bare i en lidt mindre indpakning og med mere vand.

Måske har du bare lyst til at være en del af et lille efterskolefællesskab, måske har du allerede haft et efterskoleår og har lyst til at prøve noget helt anderledes som andetårselev.

Uanset hvad glæder vi os til at se dig på Strynø!

Øhav som en del af MAFE 

På Øhavslinjen er din hverdag på Strynø i og omkring Øhavets Smakkecenter, men du er stadig en del af efterskolen på Magleby Fri- og Efterskole. Vi går op i omsorg, fællesskab og retten til at være dig – og vi er et tilbud til ordblinde unge. Præcis ligesom efterskolen på Langeland.

Det er vigtigt for os, at vores lille fællesskab er en del af MAFE’s større fællesskab. Derfor foregår en del af undervisningen på Langeland, og de fleste weekender er fællesweekender på hovedskolen. En gang om måneden holder vi dog Strynø-weekend for eleverne på Øhav.

Hverdagen på Øhavnslinje

6.45: Vækning

7:00: Morgenrunde (3 km)

7:45 til 8:30: Morgenmad

8:30 til 9:00: Rengøring

9:00 til 11:00: Undervisning

11:00 til 11:30: Pause

11:30 til 12.30: Undervisning

12:30 til 13:30: Frokost

13:30 til 15:00: Undervisning (onsdag er der sejlads)

15:00 til 18:00: Valgfag

Økonomi og Transport

Det koster ikke ekstra at gå på Øhavslinjen. 

Eleverne sejler gratis med færgen mellem Strynø og Rudkøbing. Hvis du tager jagttegn på efterskolen i Magleby, skal du dog selv betale transporten fra Rudkøbing til Langeland for at deltage i faget.

Du har mulighed for at købe billet til Efterskolebussen, som kører til og fra skolen i Magleby, når du skal hjem på weekend. 

Læs om prisen på et efterskoleophold og anden info til nye elever.

Valgfag på Øhavnslinje

Øhavslinjen har valgfag om eftermiddagen ligesom efterskolen på Langeland.

Valgfagene har fokus på natur, friluftsliv og kreativitet. 

På Strynø er vi afhængige af vind, vejr og aktiviteter på Øhavets Smakke- og Naturcenter. Derfor kan valgfagene variere fra uge til uge og sæson til sæson. 

Valgfagene kan fx være: 

  • Kunst
  • Mad
  • Yoga
  • Havsvømning
  • Ridning
  • Værksted (medbring gerne egen knallert)
  • Sejlads (mulighed for at medbringe egen jolle)
  • Vandsport