Om efterskolen

Fællesskab, faglig udvikling og fede fag på ordblindeefterskole

Efterskolen på Magleby Fri- & Efterskole er for unge, som er ordblinde eller har læse- og skrivevanskeligheder. Men vi er også alt det, en helt almindelig efterskole er: oplevelser, friluftsliv, sport, kærlighed, venner, grin, tudeture og et år, du aldrig glemmer!

Et efterskoleår hos os kan blive dit vendepunkt for livet – fagligt, socialt og personligt.

Vi tror på, at alle kan bidrage til fællesskabet

Efterskolen har 70 elever i afdelingen på Langeland og 15 på Øhavslinjen på Strynø. På den måde er der rig mulighed for at dyrke sine interesser og indgå i den størrelse fællesskab, der passer bedst. På Langeland bor eleverne i samme bygninger som friskolen. På Strynø bor eleverne på Øhavets Smakke- og Naturcenter, hvor de også hjælper til. Hver weekend mødes eleverne fra de to afdelinger, så de også kender hinanden på tværs.

Fælles for hele efterskolen er, at vi går går op i bygge gode fællesskaber, hvor alle er velkomne. Vi tror på, at alle har noget at bidrage med, og et efterskoleår er fantastisk til at finde ud af, hvor det er lige præcis, du skinner. På Magleby Fri- & Efterskole møder du fantastiske nye venner og dedikerede voksne, som vil dig. Du bliver udfordret! Men du udvikler dig også, lærer  nye sider af dig selv at kende og finder ud af, at du kan ting, du slet ikke troede.

Vi tror på, at du lærer mange andre steder end i klassen

På Magleby Fri- & Efterskole mener vi, at du kan lære lige så meget udenfor som i klassen. Derfor prioriterer vi udflugter, fag og valgfag, hvor du kommer ud og møder erhvervslivet, oplever Langelands fantastiske natur og bruger hoved, hænder og sanser på nye måder.

Vores 13 valgfag fokuserer på friluftsliv, kreativitet og sport. De giver dig succesoplevelser og et tiltrængt pusterum. Men du får også mulighed for at omsætte viden fra boglige fag som matematik, dansk eller biologi til noget konkret og praktisk, når du skal beregne afstand i bueskydning og jagt, læse op til dykkercertifikat, måle vinkler i værksted eller passe dyr i selvforsyning.

Vi tror på, at alle kan udvikle sig

Det er et krav for at at gå her, at du er testet ordblind i gul eller rød kategori.

Vi oplever, at det er en lettelse for mange ordblinde teenagere at gå i en klasse, hvor de andre elever har de samme udfordringer som én selv.
Vores tilgang er at møde dig, hvor du er, og ikke hvor du “burde” være. Vi starter ud fra dit faglige niveau og hjælper dig fremad i dit tempo. Vi er højst 16 elever i hver klasse og næsten altid to voksne, så der altid er nogen at tale med og tid til hjælp og støtte.

Vores gamle elever fortæller tit, at Magleby Fri- & Efterskole var det vendepunkt i skoletiden, hvor de for alvor rykkede sig fagligt, men også lærte at tro på dig selv og følge deres drømme.

Det er vores allervigtigste opgave at give vores elever dén oplevelse hver dag!