OM MAFE

En hyggelig lille skole med plads til dig

Magleby Fri- og Efterskole er en lille skole med cirka 50 friskoleelever og 70 efterskoleelever på Langeland og 15 efterskoleelever på Øhavs-linjen på Strynø.

Skolens hovedbygning er en lysegul skolebygning fra 1933, som ligger i idylliske omgivelser tæt på skov og strand. Vi har holdt til på adressen siden 2001, og det bliver vi ved med mange år endnu som et alternativ til grundskolen.

Fællesskab og faglighed fra 0. til 10. klasse

Vi har elever fra 0. til 10. klasse på friskolen og 8., 9. og 10. klasse på efterskolen.
Udskolingseleverne fra friskolen går sammen med efterskoleeleverne som dagelever.

Efterskolen er en ren ordblindeefterskole, mens friskolen er en almindelig friskole.
Vores fælles fokusområder er friluftsliv, høj faglighed og rummelighed for den enkelte elevs personlighed og måde at lære på.

Fri- og efterskoleelever deler bygninger og faciliteter og bevæger sig mellem hinanden hver dag. Vi holder af at være en del af hinandens hverdag på tværs af alder og skoleform, og vi kan lide at være en lille skole. Det betyder, at alle kender alle og er trygge ved hinanden. Der er altid en voksen, som har tid til snak, kram og hjælp, og vi har mulighed for at differentiere undervisningen i niveau og undervisningsmetode til den enkelte elev.